06. September 2017

50 år med Odin Teatret

Aarhus · Denmark

Eugenio Barba og Odin Teatret er tilbage på dramaturgi i Aarhus, som i 1965 var medvirkende årsag til, at det internationalt anerkendte teater fik base i Holstebro. Ugen igennem viser Odin Teatret forestillinger og Eugenio Barba leder en række workshops med overskriften "Teater som brobygger". Foto: Jens Thaysen

Odin Teatret er i Aarhus med en minifestival, der med forestillinger, film og workshops går i dybden med teatrets 50 år lange virke. 

AARHUS: Institut for dramaturgi på Aarhus Universitet har spillet en helt særlig rolle i Odin Teatrets historie. Det var tidligere lektor på instituttet Christian Ludvigsen, der sammen med sin kollega Tage Hind, i 1965 inviterede det dengang lille norske amatørteater til Aarhus for at vise en forestilling på dramaturgi.

Odin Teatret spillede i Aarhus og herfra blev der skabt kontakt til Holstebro Kommune, som foreslog teatret, at man slog sig ned i kommunen.

Siden 1966 har Odin Teatret turneret i hele verden og ikke mindst inviteret verden til Holstebro.

- Hele Odin Teatrets skæbne blev bestemt her i Aarhus. Forbindelsen med dramaturgi i Aarhus har gennem årene været meget stærk. Det gjorde også, at jeg blev æresdoktor i 1988, og at universitetet i 2002 oprettede et center for teaterlaboratorium på vores teater, fortæller Eugenio Barba, teatrets grundlægger og leder, da Stiften møder ham i den lille teatersal på det tidligere kasserneområde.

Her inviterer Institut for dramaturgi på forestillinger, workshops og konferencer med Odin Teatret og Eugenio Barba under overskriften "Teater som brobygger". Festivalen er instituttets bidrag til Aarhus 2017.

- Odin Teatret er defineret som et teaterlaboratorium. De laver forestillinger som andre teatre, men der er også en pædagogisk virksomhed med workshops og forskning i teatrets virkemidler, forklarer Erik Exe Christoffersen, lektor ved instituttet.

- På Odin Teatret er der en opfattelse af, at teatret er en lærende organisation. Det er noget, der i dag har vundet indpas mange steder, men Odin Teatret begyndte allerede midt i halvfjerdserne, fortsætter han.

Fasttømret teaterfamilie 

Eugenio Barba har stået i spidsen for Odin Teatret siden etableringen i Oslo i 1964, men flere i det 12 mands store ensemble har været med næsten lige så længe.

Skuespiller Iben Nagel har været med i teatret i 50 år, mens de yngste spillere i truppen har cirka 10 år på bagen. Forestillingen "Itsi Bitsi", som blev skabt i 1991, turnerer stadig, og det er de samme skuespillere som dengang, der står på scenen i det fine vidnesbyrd fra to unge blomsterbørn.

- Udvikling er centralt i mine øjne. For et teater er den egentlige funktion at bygge et miljø, som går ud over det at lave fine forestillinger. Etableringen af det miljø består af forskellige kvalifikationer som menneske og fagligt. Det er det, som for mig er målet eller funktionerne for et teater, understreger Eugenio Barba.

Odin Teatret holder til på en gammel gård udenfor Holstebro, som med tiden er blevet udbygget.

- Her har vi mulighed for at gæste op til 50 mennesker ad gangen, som enten er på kurser, med gæstespil eller i residence. Vi laver alle mulige former for aktiviteter. Det kan være communityteater eller andre pædagogiske projekter - der er altid aktivitet i vores lokaler, fortæller Eugenio Barba.

Det internationalt anerkendte teater vil ikke have mere end 20-100 tilskuere til en forestilling, for teaterrummet skal være intimt, så kontakten mellem scene og publikum forbliver tæt, fortæller Eugenio Barba.

Også på publikumsområdet har teatret være frontløber, mener Erik Exe Christoffersen.

- Teatret demonstreret forskellige virkemidler men har også være med til at frisætte tilskueren fra en bundet tilskuerrolle. Det, tror jeg, har haft en enorm betydning gennem årene. Det betyder også, at teatret har et helt andet forhold til deres tilskuere. De snakker ikke om publikum men om tilskuere og relationer, forklarer han.

 

Kulturel byttehandel 

Odin Teatret turnerer mange måneder om året. Den nyeste ensembleforestilling "Træet" skal blandt andet til Polen, Italien, Rumænien, Kina, Ecuador og Brasilien. Men inden da, kan den opleves i Aarhus.

Teatret spiller ofte i mange forskellige sociale sammenhænge.

- Der er mange muligheder, som et teater kan realisere med en forestilling. Det kan fx overføre viden til en ny generation. Men det kan også skabe relation. Man kan flytte denne evne til vanskelige miljøer og sociale situationer, det man kalder communityteater. Man kan også lave en form for interkulturelt samarbejde, hvor man ikke deler samme sprog, men hvor man gennem krop og sjæl bærer en stærk kommunikation og styrke. Det er nogle felter, hvor vi som teater har gjort os en del erfaringer, forklarer Eugenio Barba.

Teatret har udarbejdet en fremgangsmåde, som han kalder en "byttehandel".

- Det er et princip, hvor to miljøer kan præsentere noget for hinanden ved hjælp af kulturelle manifestationer. De kan lave en forestilling og så svarer den anden den anden. Du kan også gå ind i et miljø, hvor skuespillerne etablerer et gruppedynamisk miljø, som fører til noget, man kan kalde forestillinger, hvor det ikke er det kunstneriske, som er det afgørende, men det kulturelle, forklarer Eugenio Barba.

Ud fra det princip slutter festivalen fredag med en banket, hvor der foregår en kulturel udveksling mellem Odin Teatret, Institut for dramaturgi, Ballet Akademiet, Gøglerskolen og Scenekunstskolen.

 

Teater som brobygger

Forestillingen "Træet" vises 5.-8. september kl. 19 på Kassernescenen på Institut ved dramaturgi. Se mere om programmet for mini-festivalen "Teater som brobygger" her: konferencer.au.dk/teater-som-brobygger/

Eugenio Barba er født i 1936 i Syditalien. Han emigrerede i 1954 til Norge. I 1961-64 arbejdede han i Polen for den eksperimenterende teatermand Grotowski. I 1964 stiftede han Odin Teatret, som han i 1966 flyttede fra Oslo til Holstebro.

Odin Teatret har gennem tiden skabt over 77 forestillinger og spillet i 65 lande i mange forskellige sociale sammenhænge.